Kunsten at kommunikere i en polyfaktuel tid

Holdninger, viden, overbevisninger og budskaber er udgangspunktet for enhver form for kommunikation eller information.

Spørgsmålet er bare, hvordan man “kommer igennem” kommunikationstragten eller sikrer den gode dialog?

For der er mange informations- og kommunikatinskanaler samt mange konkurrende budskaber og budbringere. Læg dertil informationsforstoppelse, ekkokamre, forudindtagede “linser”, faktaresistens og manglende opmærksomhed.

Nogle er bare gode til at formidle deres budskab. Enten fordi de er dygtige til at kommunikere, har kant, besidder autoritet eller x-faktor, eller fordi de fanger noget i tiden og formår at sætte en dagsorden. Andre er knap så gode. Og så er der de emner, som deler vandene. Her er der kamp om sandheden, f.eks. inden for sundhed, klima, krig/sikkerhedspolitik, religion, moral og børneopdragelse. Fortsæt selv listen.

Hvad gør man så? Det afhænger jo lidt af, hvad éns formål er, hvem man kommunikerer til og med samt hvor følelsesmæssigt involveret man er. Og så er der jo det med situationsfornemmelse, menneskeforståelse og ordkløveriet. Dertil er det værd at huske på, at der er forskel på at blive hørt, og at få ret.

Direktør Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen har et bud på, én af nøglerne til at nå i mål. Til online-magasinet Zetland har han udtalt, at det er nødvendigt at acceptere eller forholde sig til, at vi lever i en polyfaktuel tid. Dvs., en tid, hvor de kommunikerende parter, herunder læger og patienter, (med respekt for hinanden), mener noget forskelligt og ikke tildeler forskellige typer af fakta samme værdi, relevans eller troværdighed.

Alternativet er, at vi fortsætter med at kommunikere til og ikke med andre.

Dette indlæg blev udgivet i Kommunikation, Kommunikationsstrategi, Kompetence, Praksis, Tendenser. Bogmærk permalinket.