Offentlighedslov – slut med medierne som den 4. statsmagt?

Shutterstock

Debatten om forslaget til den kommende offentlighedslov er endt som både en farce, et angreb på demokratiet og medierne og en varm kartoffel for politikerne på Christiansborg.

Uanset hvordan man end vender og drejer det, så lader det til, at især ministrene er trætte af, at medierne udgør en 4. statsmagt, der ser dem efter i kortene. Således har den ellers så frihedselskende Søren Pind givet udtryk for, at han er træt af, at morgenaviserne med den nuværende offentlighedslov kan ”fiske snavs op med et stort net” (frit citeret). Imidlertid vil lige netop denne mulighed fortsat være til stede med den nye offentlighedslov. Og det er lidt pinligt, at justitsministeren ikke kan komme med konkrete eksempler på, hvordan den nuværende offentlighedslov forhindrer ministrene og embedsværket i at få arbejdsro. Hele 14 gange forsøgte Martin Krasnik, at få ham til at komme med et svar, men uden held.

Samtidig viser mediernes research op til afstemningen om den nye offentlighedslov, at flere aktuelle og tidligere sager om magtmisbrug, skandaler, manipulation og fortielser ikke ville være kommet for dagens lys og sørget for, at de implicerede kunne blive stillet til ansvar, fordi det ikke ville være muligt at opnå aktindsigt i sagerne. Det gælder både den aktuelle skattesagskommission, forarbejdet til den såkaldte tunerserlov, Farum/Brixtoftesagen samt fortielser om dagpengetal.

Derudover er det bekymrende, at den nye offentlighedslov kan medføre en sammenblanding af den lovgivende og den udøvende magt, som direktør for Danske Medier Ebbe Dahl påpeger i en kronik i Politiken, fordi offentligheden ikke længere kan opnå en “forståelse og afklaring af, hvad der bør lovgives om i Danmark”. Så lyder ”vores” kamp for demokrati og ytringsfrihed i andre lande pludselig lidt hul.  

Befolkningen og medieverdenen har ikke tænkt sig at forblive tavse. Således har mere end 70.000 skrevet under på at sige nej til udkastet til en ny offentlighedslov. Og de første af sikkert mange samråd, høringer og §20-spørgsmål vælter ind over justitsministeren og statsministeren; noget der tager både tid og fokus fra det politiske arbejde, som de selvsamme personer vil have mere arbejdsro til. Heller ikke beslutningen om, at ombudsmanden skal vurdere offentlighedsloven om 3 år, virker beroligende, snarere som en tilståelse af, at man godt er klar over, at det nye forslag ikke helt holder.

Dette indlæg blev udgivet i Jura, Kommunikationspolitik, Medier. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>